sti: historisk mad >  opskrifter  > kager >

Kager af marcipan



Marcipanen har vi fået fra den muslimske verden. Denne pasta af fintmalede mandler med sukker og rosenvand blev meget populær i middelalderen. Kager og konfekt af marcipan hørte med til ethvert fornemt festmåltid. Den ældste opskrift, vi har på marcipankager på dansk, er fra det udsnit af Anna Weckers kogebog, der kom i 1616. Krydringen giver et spændende modspil til den fede mandelsmag. Man kan vælge at krydre alle kagerne med et af krydderierne, eller lave kager med hver af de forskellige krydderier. De er alle gode og spændende.


LXXII. Marßipan at bage. Stød skalede Mandel i en Morter / giff der vnder huit sucker oc Rosenvand / oc stød dette vel met huer andre / at det ey bliffuer fortyndt / men smuck tyck. Stryg dette paa Affladsblade / en Finger tyck / smuck jeffnt / som et Træ tellercken / leg det i en kaaberpande / som er smuck tør / giør der vnder en sact Ild / oc offuen paa et Kaaberlog / oc offuen paa samme Log ocsaa en sact Ild / lad det saa bagis. Naar det er bagit / saa ret an / oc bestrø det met Coriander/ Anijß/etc.

[fra "Anna Wecker Koge Bog", København 1616, udg.: Wormianum, Århus 1966]



Kager af marcipan
(Opskrift ved Bi Skaarup til 30 personer)

1 kg rå marcipan
500 g florsukker
2 spsk. rosenvand
evt.1 æggehvide
vælg en eller alle af flg.: stjerneanis / koriander/ingefær/kardemomme/kanel
2 æggehvider, let piskede (til pensling)

Ælt marcipanen med sukker, rosenvand og evt. æggehvide til en tyk, ensartet masse. Rul den til en lang pølse med en diameter på 5-6 cm. Skær pølsen ud i ensartede 1 cm tykke skiver og læg dem på et bagepapirbeklædt bageplade. Bland æggehvide med en af de forslåede krydderier til en tyk pasta og smør det på kagernes overside i et tykt lag. Lav evt. flere slags krydring eller bland krydderierne. Bag ved 180 grader til de bliver gyldne - ca. 15 minutter. De færdige, afkølede kager skæres evt. ud i små lagkagestykker, så det bliver små lækre hapser.


© De Arte Coquinaria