sti: forside >  opskrifter  > andet >


Citrontærte

Bearbejdet af Bi Skaarup

Madam Mangor 1842


Denne delikate tærte fra Madam Mangor er i al sin enkelthed en slags citronfromage i tærteform beklædt med mørdej.

30 Æggeblommer røres hvide med 1 Pund hvidt Sukker og den revne Skal af 8 Citroner. Derefter røres ¼ Pund smeltet Smør, ½ Pægl (2½ dl) Fløde og Saften af de 8 Citroner deri. Til sidst 18 til stift Skum piskede Hvider. En Skørdej af ½ Pund Mel, ¼ Pund udvasket Smør, 5 lod hvidt Sukker og et Æg udrulles tyndt, og en Form med løs Bund beklædes dermed. Den bages i 1 à 2 Timer og er til 18 à 20 Personer.
(A.M. Mangor: Fortsættelse af Kogebog for smaa Huusholdninger, Kjøbenhavn 1842)

Mørdej med sukker

300 g hvedemel
150 g blødt smør
100 g flormelis
1 æg

Stil dejen overdækket og koldt - gerne i køleskab - mindst en halv time før den skal rulles ud.

6 æggeblommer
100 g sukker
reven skal og saft af 1-1½ citroner
25 g smeltet smør
½ dl fløde
3 æggehvider

Lav først dejen. Ingredienserne til dejen arbejdes sammen til en sammenhængende dej. Lad den hvile en time. Fór tærteformene med dej, og stil den eller dem i køleskabet.

Æggeblommer og sukker piskes hvide og skummende. Tilsæt skal og saft af citron, smeltet smør og fløde. Æggehviderne piskes stive og vendes i. Fyld tærteformene 2/3 op og bag ved 160 grader varmluft til fylden giver efter ved tryk, dvs. ca. 20-30 minutter. Lad kagen køle af og spis den frisklavet, helst samme dag.


© De Arte Coquinaria