sti: forside >  opskrifter  > 1700-tallet >

Mandeltærte

Bearbejdet af Bi Skaarup

Denne mandeltærte er en tidlig udgave af det vi i dag kalder en macerinkage. Brug gode økologiske valenciamandler og findel dem helt, evt. ved først at blende dem, derefter male dem helt i en stor morter. Man kan også prøve at gøre som Camilla Plum, der kører dem i kødhakkeren. Har man ingen af delene, kan man klare det ved at bruge en god færdigkøbt rå marcipan. Opskriften foreslår smagsætning med enten rosenvand eller orangevand. Jeg foreslår orangeblomstvand, da orangevand ikke forhandles i butikkerne, med en tilsætning af lidt revet appelsinskal, for at komme så tæt som muligt på det oprindelige. Det giver en spændende frisk smag til marcipanens ellers lidt kvalme fedme.


"557. Regel. Mandel=Tærte i Deig.
Man tager saa mange Mandler som man vil have Tærten stor til, støder dem, dernæst Halvparten saa meget reven Sukker, efter forgodtbefindende et stykke Smør, stødt Kaneel. Orange= eller Rosen=Vand, kommer det tilsammen i en Morter, og støder det som en Deig; et par Æggeblommer deri kan ikke skade. Endelig forfærdiger man en Tærte deraf med sin Butter=Deig, og bager den langsom. Man kan og forfærdige den som foregaaende Makron=Tærte i et Blad eller en Bund under, og til sidst glasere den."

(Marcus Looft: Den Kongelige Danske og i Henseende til alle Slags Maader fuldstandige Koge=, Bage=, og Sylte=Bog, Kjøbenhavn 1766 (1804), side 333)



Fyld:

150 g mandler
150 g sukker

eller

150 g ren rå marcipan
100 g sukker

2 små eller 1 meget stort æg
2 spsk. orangeblomstvand
reven skal af ¼ appelsin

Mørdej:

300 g hvedemel
150 g blødt smør
100 g flormelis
1 æg

Start med mørdejen.
Ingredienserne til dejen arbejdes sammen til en sammenhængende dej. Rul den samme til en kugle som bankes flad. Kom den i en plasticpose og stil dejen koldt - gerne i køleskab - mindst en halv time, før den skal rulles ud.

Mens dejen køler og sætter sig laves fyldet. Mandlerne smuttes og males fint. Mandelmassen eller marcipanen, hvis den anvendes i stedet, blandes med sukkeret, orangeblomstvand, reven appelsinskal og smørret, indtil der opnås en ensartet jævn masse. Det gøres nemmest med fingrene. Til sidst tilsættes æg.

Tænd ovnen og sæt den til 175 grader.

Rul dejen tyndt ud med en rullestok på et let meldrysset køkkenbord. Rul den op på stokken og lad den forsigtigt rulle af igen hen over en tærteform (ca. 24 cm i diameter). Form formen grundigt med dejen og skær det overskydende dej af langs kanten.

Hæld mandelfyldet i den forede form og sæt formen i ovnen. Bag tærten i ca. 25 minutter, eller indtil fyldet giver efter for let tryk.

Kan evt. glaseres med sukkerglasur.

Lad kagen køle af, før den spises.


© De Arte Coquinaria